Transcription
Jeg synes, det er en skam, at regeringsmyndigheder, der igen er under pres, fordi de er nødt til at tage hensyn til afpresningen, som regimet påtvinger dem ved at tage gidsler eller ved andre bekymringer, ikke er åbne for at have en dialog med folk, der her er for at repræsentere de stemmeløses stemme. Men jeg mener, det burde være demokratiske regeringers forret at ikke blive dikteret af en flok bøller og terrorister, som man vælger at tale med, og som man ikke gør. Det er ikke deres forret, det er jeres. Udøv jeres forret som demokratier. I har ret til at tale med, hvem I vil. Spørgsmålet er ikke, om forandring vil komme. Forandring er på vej. Det virkelige spørgsmål er, hvor mange iranere der vil miste livet, mens samfundet af vestlige demokratier fortsætter med blot at se på. Mens vi taler, udspiller der sig stadig grusomheder, som verden ikke kan se, fordi regimet har blokeret internetadgangen, mens det bringer vidnerne til tavshed. Det truer jer med en terrorist, det sender til jeres kyster. Det truer jer med en selvmordsdrone, det sender til Putin i krigen mod Ukraine. Det truer jer med sine nye langtrækkende missiler, der kan ramme hjertet af det kontinentale Europa. Så længe dette regime er ved magten, vil I fortsat stå over for disse trusler, og de vil kun blive værre. Hele fortællingen om våbenhvileforhandlinger er stadig baseret på tanken om, at deres adfærd på en eller anden måde ikke vil ændre sig, og at I vil have at gøre med folk, der pludselig er blevet pragmatikere. Jeg ser ikke det ske. Jeg siger ikke, at diplomati ikke skal have en chance, men jeg mener, at diplomati har fået nok chance, og hver gang har det haft tilbageslag. At tale om, at den iranske civilisation bliver udslettet, det mener jeg bare er tomme ord. Jeg tager det ikke seriøst, og jeg tror, at iranere i høj grad vil fortælle jer, at vi har overlevet mange angreb. Vi har overlevet mange invasioner af araberne, af tyrkerne, af mongolerne, og vi står stadig, og vi vil fortsat stå.